Vi kunne ikke andet!

Den kristne påske handler om anger, syndsforladelse og tilgivelse alt sammen kulminerende i Jesu korsfæstelse og genopstandelse.

Så måske påsken er den rette tid til eftertanke og bodsgang. De seneste uger har budt os i Borgerlisten på mange svære overvejelser i spørgsmålet om et nyt rådhus. Og samvittighedskvaler. For det er ikke uden konsekvenser at trække i nødbremsen. Det er et meget langt tog med megen forskellig last og mange passagerer der stoppes. Vi foreslog at lukke lidt af dampen ud og sætte farten ned, så vi alle kunne nå at komme om bord igen, men da det ikke lykkedes, var nødbremsen sidste udvej.

I Borgerlisten må vi erkende, at vi ikke var dygtige nok til at læse de excelark der redegjorde for de forskellige rådhusprojekters økonomi og måske vores positive holdning til at samle administrationen dæmpede vores kritiske sans. Vi fik først øjnene op for de reelle problemer, da Bevar Bornholm kom med sin kritik. Vi havde forholdt os til Venstres kritik af niveauet på udgifterne til renovering af ”de gamle bygninger”, hvor vi til gengæld fandt Rambølls estimat rimeligt. Men det var Bevar Bornholm der fik vores øjne op for, hvordan disse udgifter i nogle scenarier var indregnet med mere end man måske burde.

Hvad er så bedst at gøre i sådan en situation og når man står med de afgørende stemmer? At lade et projekt gå igennem der måske bliver dyrere, fordi besparelserne er sat for højt og som også har andre, f. eks. trafikmæssige problemer der får et fagudvalg til at gå imod det? Eller erkende sin fejl og træde et skridt baglæns og sende toget tilbage til den forrige station for lige at få den rigtige last med?

Vi valgte det sidste, men det var ikke nemt og det er heller ikke gjort for at være populistiske og følge en folkestemning. For vi er grundlæggende for en samling og bygning af et nyt rådhus dér, som Qvitzau siger, "aldrig bliver en vindersag". Og det her kan betyde, at vi må se i øjnene, at det bliver dyrere end vi havde regnet med.

Vi har handlet, som vi har gjort af tre årsager:

1. Beslutningsgrundlaget skal være transparent, gennemsigtigt. Vi og borgerne skal vide, hvad de økonomiske konsekvenser er, så godt det nu kan lade sig gøre med den usikkerhed der selvfølgelig er i så store projekter.

2. Vi skal kunne stole på beslutningsgrundlagene uden at skulle have egne fagfolk der kan gennem- og efterprøve dem.

3. Måske rykker den rejste kritik på, hvilket rådhusprojekt der er det bedste valg. Hvis Landemærket i realiteten giver en mindre besparelse end der er regnet med, ja så er et helt nyt rådhus måske tæt på at være ligeså rentabelt.

Havde vi holdt fast i, at siger man A, så må man også sige B (altså ikke politisk!), så havde vi stået med et alvorligt forklaringsproblem. Måske havde vi ikke bare ført os selv, men ikke mindst, Bornholms befolkning bag lyset.

Derfor trak vi i nødbremsen. Vi kunne ikke andet.